Landsmøde 2011 på Nyborg Strand…

Landsmøde 2011 på Nyborg Strand…

31-03-2011

Lørdag 26/3 stod Sekretariatet bag årets Landsmøde på Nyborg Strand, hvor over 300 frivillige deltog. Her ankommer de første fra hele landet med toget.

Søs Fenger åbnede traditionen tro Landsmødet. Hun sang Natteravnenes kendingssang ”Inderst inde”, samt en af hendes nye sange ”Stjernenat”. Med sig på guitar havde hun Noah Rosanes.

Stig Kjerulf, formand for Fonden for Socialt Ansvar bød velkommen til det 13. landsmøde siden starten af Natteravnene i Danmark i 1998. ”Igen og igen har vi gjort det med 253 lokale foreninger startet op, med over 7.000 frivillige. Det er godt gået!”, sagde Stig inden han bød velkommen til Helle Thorning-Schmidt som holdt åbningstalen.

Helle takkede for invitationen, som hun var meget overordentlig glad for. ”I har en helt særlig plads i mit hjerte. Det, I udfører, er uvurderligt, af mange forskellige årsager, og I har min fulde støtte til jeres arbejde, med ønsket om alt det bedste fremover”, indledte Helle.

Helle Thorning er mor til to piger på 11 og 14 år. Derfor taler hun på mange forældres vegne, når vi bliver bekymrede for børnene. Vi kigger på uret og tænker, hvor de bliver af, hvis de er et øjeblik forsinkede.
 ”Den opgave, I har taget på jer, er så vigtig – både for de unge og for forældrene”, mener Helle Thorning.

”Det giver tryghed at vide, at I er der ude et sted, og at I er parate til at sikre at dumme situationer ikke bliver til alvorlige situationer. Natteravnene er frivillige forbilleder, der hver især gør en forskel, ikke bare i eget liv, men også i andres. 1.000 tak for jeres arbejde – lov mig at fortsætte!” Sluttede Helle.

Næste indlæg var fra Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen. ”Det er en stor fornøjelse for os i Ældre Sagen, at indgå samarbejde med Natteravnene, især da det er kommet i stand gennem lokale initiativer, helt nede fra og fra en af vores lokale bestyrelser” startede Bjarne. ”Det jeg er så stolt over, er at I er en kapital, en social kapital som er uvurderlig i et samfund som det danske – det er en af styrkerne ved frivilligt arbejde”.

Bjarne takkede for ordet, ved at vise en lille film med Ældre Sagens Natteravne i Aarhus.

Herefter var Anna Lynge på talerstolen. Anna blev i 2011 kåret til ”Årets helt” med GirlTalk.dk, som er en rådgivningslinje for unge piger, som Natteravnene også kan henvise til. Og på en bevægende måde fik Anna alle i salen til at få en lille klump i halsen, da hun fortalte om sit eget liv, og de tusindvis af problemer de unge henvender sig med på chatten.

”Der er 300.000 unge piger i alderen 13 til 20 år i Danmark. I den aldersgruppe skær hver femte pige i sig selv. Det er ikke de piger der er indlagt, eller er socialt afvigende, men helt almindelige piger, som I møder på jeres vandringer. Og gennemsnitlig er der hver 10 time en pige, som tager en overdosis af hovedpinepiller, fordi de ikke kan holde livet ud” fortalte Anna.

Tiden gik hurtigt - og over tid, da Anna sluttede med at takke Natteravnene, som er velkomne til at kontakte hende via GirlTalk.dk, hvis nogen ønsker visitkort, som kan deles ud til de unge piger man møder på sin vej.

Natteravnene har sat sit fodaftryk…

Traditionen tro opsummerede Erik Thorsted begivenheder fra det forgangne år, samt gav en smagsprøve på, hvad det kommende år vil byde på. Og han startede med at inviterer alle de frivillige til at besøge Sekretariatet på Pasteursvej.

Ved indgangen til den fjortende sæson, kan Erik fortælle, at Natteravnene og Fonden er blevet inviteret med ved bordet i Det Kriminalpræventive Råd. Natteravnene er også blevet en del af politiets elevuddannelse.

2010 blev året, hvor Natteravnene gik fra at have ”medlemmer” til at have ”frivillige”.
Og så blev finanskrisen overvundet. Konkret betyder en bedre økonomi, at der kommer 10 nye sommerveste til alle aktive foreninger senere på foråret. Dette blev modtaget i salen, men stor glæde.

”Den vel nok største udfordring i 2010 var de nye hjemmesider, som har voldt mange problemer for både Landssekretariat og de lokale foreninger. Noget af det nye på hjemmesiden er grundkurset som E-kursus og ”Den Gule”, sagde Erik.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Erik konstaterede, at 2010 blev det dårligste år i relation til pressen med kun 658 artikler (halvt det samme som normalt) og en hel del radio og TV-indslag. Han opfordrede til, at det gratis pressekursus og håndbogen på hjemmesidernes intranet benyttes til at fremme synligheden i lokalpressen. Brug også gerne medie kittet, som kan bestilles i Sekretariatet.

Og så er der en del nye kampagner på vej. Kampagnerne er et tilbud og foreningerne kan deltage som de lyster alt efter ressourcer.

Erik sluttede af med at minde om den nok næstsidste Nordiske Natteravne Dag 10. september i Sæby.


10 års samarbejde mellem Lions og Natteravnene

”Natteravnene og Lions har mange fælles værdier og kendetegn, begge organisationer har ca. 7.000 frivillige i Danmark, Færøerne og Grønland. Vi arbejder på frivillighed og ulønnet grundlag. Vi er frie til at gøre en indsats og forskel, uden at skele til egen vinding” sagde Kay C. Pedersen tidl. guvernørråds formand hos Lions, og aktiv Natteravn i Sønderborg.

 ”Med Natteravnene kan man sige, at det ser sort ud – natten er sort, ravnen er sort, og man kunne fristes til at sige, at lønnen også er sort, men den indsats Natteravnene praktiserer, er ALT andet end sort. Samarbejdet mellem Natteravnene og Lions som er startet for 10 år siden, er vi meget optaget af at det skal videreføres og udbygges, hvor det er formålstjenligt og muligt. Måske vi skulle etablere en fast kontakt mellem de lokale foreninger af Natteravne og de lokale Lions afdelinger” fortsatte Kay

Kay sluttede med at takke for de 10 års samarbejde, med håb om at ægteskabet holder til både sølv og guldbryllup.

Efter frokost var det tid til Workshop, og som noget nyt var det i år Walk and Talk. Her skulle deltagerne finde sammen to og to, med en de ikke havde talt med før, for at tage stilling til forskellige spørgsmål som Sekretariatet havde lavet. Og det var en stor succes, især fordi solen skinnede fra en skyfri himmel, så alle steder sad eller stod Natteravnene – ikke en bænk var ledig i hele området.

En hær af gule bier for de små ”mutsi’er”

Jens Arentzen er skuespiller, instruktør og en af landets mest brugte foredragsholder. Han er bl.a. kendt fra sin rolle som Ulrik i Matador serien.

Jens startede med at hilse på alle Natteravne, ved at gå rundt og give hver enkelt et håndtryk… eller ”næsten” alle, for da han kom ind i salen, blev han nok en smule overrasket over antallet, og skulle programmet holde, var der ikke tid til det.

Jens kommer selv fra en barndom med mange problemer. Og havde ikke andet end stor ros til alle de frivillige på gaden.
”Tænk at have en hær af gule bier, som har et andet syn på unge mennesker… det betyder noget, når man kommer fra en lorte familie. Tænk at møde et menneske, der har den indstilling at kunne lide unge mennesker… Et menneske, der kan finde på at sige, Du er et fin fyr, Mutsi
”I er i den grad med til at lave om på den måde, vi snakker om mennesker på i vores samfund. I skaber lys inde i mennesker… Hvad skaber tillid? Det lys, man møder fra et andet menneske.” sagde Jens.

”Tak kære Natteravne, fordi I går rundt i aftener og nætter og ser vores unges potentiale… og vær så venlige at gå ud og fortæl, at det er nogle dejlige unge mennesker derude… Tak Natteravne, I er med til at gøre, at jeg bliver stolt af mit land igen.” sluttede Jens.

Resten af dagen gik med ideer fra Workshop, ordet frit… ris, ros og gode ideer. Evaluering og tak for denne gang.

Stor tak til Carlsberg, DSB S-tog, Falck og Apollo for de flotte præmier der blev trukket lod om.
Hovedpræmierne fra klippekortkonkurrencen fra DSB blev vundet af Alex Monnerup fra Munkebo og Kristine Kilsaa Jensen fra Ragnhildgade/Østerbro Og den Natteravn som anbefalede dem, fik et gavekort fra APOLLO rejser.

Også en stor tak til MBT sko, som havde en lille stand på Landsmødet med ekstra gode tilbud på sko til Natteravnene.
- Se mere om MBT sko her

Se mange flere billeder ved at klikke her:
Talerne - Deltagerne - Walk and talk

 

HUSK: Årsmøde 29.10.2011 og Landsmøde 31.03.2012.