Nordisk Natteravne Dag 2011…

Nordisk Natteravne Dag 2011…

15-09-2011

150 Natteravne fra nær og fjern var i weekenden samlet - næsten så nord på i Danmark vi kan komme – nemlig i Sæby.

Dagen startede med en grå og regnfuld himmel. Men indenfor var der varme og hygge da de mange fremmødte stillede op til indskrivning.

Hverken regn eller blæst kunne skylle de gule T-shirts og glade ansigter i havet denne regnvåde morgen på Restaurant Franks i Sæby - og der gik ikke lang tid før den gule farve havde fået overtaget både indenfor og udenfor…. Stor tak til Restaurant Franks, som lagde hus til hele arrangementet, fra morgen til aften, hvor Hanne Legaard, formand for Natteravnene i Sæby kunne byde velkommen.

Åbningstale...

Tina Nedergaard tidligere undervisningsminister, og lokalpolitiker i det nordjyske stod for åbningstalen. Og med stor ros til Natteravnenes arbejde rundt i Danmark, Grønland og Færøerne sendte hun de mange gule ravne ud i Sæby.

Så det var med stor glæde, at de 150 Natteravne stillede op på rækker – 4 og 4 – for at deltage i optoget gennem byen i gule jakker og med god musik til at holde takten.

Rundvisning...

Natteravnene i Sæby havde brugt rigtig mange timer på at få dagen til at forløbe perfekt – og det virkede som om, at de også havde brugt rigtig mange timer på at forberede folk i Sæby på de gule jakkers indtog. I hvert fald stod der langs ruten glade Sæbynitter overalt – i hoveddøre, åbne vinduer, langs fortovskanten og i de biler, som pænt måtte holde tilbage og vente på, at Natteravnene var marcheret forbi.

De lokale Natteravne i Sæby syntes ikke, at de besøgende Natteravne skulle tage hjem uden at vide, hvilken by de havde været i, så der var på fornemste vis blevet arrangeret en byrundtur af kvalificerede og spændende guider, som kunne fortælle alle de gode historier.

Da alle var samlet igen, blev der gjort klar til der traditionsrige gruppebillede – og hvor ellers end ved kajen, på havnen ved Sæbys indsejling i det dejlige solskin, som nu var brudt gennem skyerne.

Bundet sammen af honning, sennep og æble...

Natteravnene i Sæby har været dygtige til at få involveret så mange aktører som muligt – således fik alle udleveret en taske fra Spar Nord med bl.a. makrel, et skrab og vind lod, kildevand og sågar en lille pose med rav. Og som tidligere nævnt Restaurant Franks, der lagde lokaler til hele arrangementet kvit og frit, samt kommunen som havde bidraget med en pose penge.  Alt i alt en fantastisk opbakning til først og fremmest Natteravnene i Sæby.

Sidst men ikke mindst kan vi ikke skrive om Nordisk Natteravnedag i Sæby uden at bemærke den fantastiske forplejning, som fulgte med. Stor frokostbuffet og kagebord efterfulgt af tre retters menu til aften - alt bundet sammen af honning, sennep og æble…

 

Tak for en dejlig dag – vi ses i Skive i 2012, som bliver den sidste by der i denne form afholder Nordisk Natteravne dag.