320 Natteravne til Landsmøde 31. marts...

320 Natteravne til Landsmøde 31. marts...

02-04-2012

Igen blev Nyborg indvaderet af gule Natteravne, da vi i lørdags holdt Landsmøde i Nyborg. Flere end 300 var kommet fra hele landet til en oplevelsesrig dag.

En spændende dag med et travlt program.
Desværre var Søs Fenger forhindret i at komme, så for første gang i 14 år måtte vi undvære at høre vores sang "Inderst Inde".

Det er dig, der gør en forskel
Stig Kjerulf bød velkommen: ”Vi slår rekord år for år, der er 261 foreninger lige nu, vi har aldrig været så mange. Hvordan kan vi få både nye talenter ind og få aktiveret dem vi har - og samtidig komme ud og løfte andre opgaver? Hvordan lykkes vi dog med det? Jeg vil sige, at der kun er en hemmelighed i det: Prøv lige at kigge på den person, der sidder over for dig. Det er sådan det hænger sammen!” sagde Stig.

Stolt over at gøre Danmark endnu mere gul
Og så var det en stolt Anker Boye, borgmester for Odense, der kunne holde åbningstalen. ”Hvis vi alle kan give lidt mere, så får vi mere værdi. Det er det I gør som Natteravne, det er i jeres engagement og arbejde værdien skabes. Selvom statistikkerne viser faldende vold, så bombarderer medierne os med historier om vold, og det er med til at gøre folk utrygge. Vi arbejder målrettet med Tryg By i Odense – og her passer Natteravnene som fod i hose. Jeg er stolt over, at Odense er med til at gøre det danske landkort endnu mere gult.”

Hædersbevisning
Erhvervsmanden Niels Thorborg, som har været en afgørende drivkraft i at få Natteravnene til Odense, fik en særlig tak og en Natteravne-pin af Erik Thorsted som anerkendelse for sit helt særlige engagement i Natteravnene.

Hvad glor du på – er du dum eller hvad!!???
Alexander Behran Keshtkar tog fusen på alle deltagerne med sin hættebluse og ekstreme attitude. Han indtog salen og scenen med et væld af udgydelser, som fik det til at gibbe i alle. ”Den eneste grund til at vi unge gider snakke med Natteravnene er, at I ikke melder os til panserne!” ”I er en flok racister, og jeg er den farligste perker, I nogensinde kommer til at møde!”. Men et erfarent publikum som Natteravnene lod sig ikke ryste.

Så Alexander lavede en hurtig omklædning på scenen og blev til en pæn ung mand i jakkesæt og med et normalt ordforråd. ”Det var sådan jeg var fra jeg var 13-18 år. Jeg var bandekriminel, pusher og begik bedragerier og røverier.

Det hele bundede i frygten for mig selv og for at skjule min sårbare identitet.” Alexander endte i fængsel, men fik hjælp fra en mentor til at tage folkeskolens afgangseksamen, og da han kom ud af fængslet gik han direkte i gymnasiet, kom væk fra bandemiljøet, og blev senere markedsøkonom på Niels Brock.

250 kilometer ørkensand mellem tæerne
Jørgen Leschly Thorsted fortalte om sin kommende ”ørkenvandring”: Marathon des Sables. Selvom han nærmest fik det til at lyde som en charterferie, viste han en række billeder, der afslørede, at det her ikke er for svæklinge.

250 km løb gennem ørkenen er hårdt arbejde.  Jørgen løber ikke kun for at udfordre sig selv, han løber også for at støtte Natteravnene. Han står derfor bag en indsamling til fordel for Natteravnene, og har indtil nu indsamlet 8.300 kr. Målet er at skabe 15.000 kr. til Natteravnene. Du kan hjælpe Jørgen med at nå målet her marathon-des-sable-2012

Øvrige indlægsholdere var Jesper Nygård, direktør for boligselskabet KAB og Rie Frilund Skårhøj, som har skrevet bogen ”Ledelse i frivillige foreninger”.

Erik Thorsted fortalte om milepæle i 2011 og om forventningerne til 2012, og eftermiddagen bød bl.a. på workshop, walk&talk, evaluering og ordet er frit.

Natteravnene fra Skive inviterede alle Natteravne til den sidste landsdækkende Nordiske Natteravne Dag den 8. september 2012. For mere info kontakt skive@natteravnene.dk

Således udmattet efter en travl dag, hvor der blev sluttet af med klippekorttrækninger om flotte gaver fra vores sponsorer, Carlsberg, DSB, Falck, Apollo, Go To Italy og GN Thermolux pakket i Natteravne net.

Landsmødet nu også på film
Alle indlæg, med tilhørende præsentationer, vil snart være at finde her på hjemmesiden, som video-klip, så alle kan se dem.

Så var der tid til omklædning, inden aftenens mere sociale program med middag og dans. Og for dem der ikke skulle deltage i det, stod ikke mindre end "vores" eget tog klar til at fragte Natteravnene godt hjem.

Tak for et rigtig godt landsmøde, vi ses igen den 6. april 2013 til 15 års jubilæums-Landsmødet.