Formandens beretning til Generalforsamling 2012

Formandens beretning til Generalforsamling 2012

15-03-2012

Formandens beretning til Generalforsamlingen 15. marts 2012

 

2011 blev udnævnt til Frivilligheds år i hele Danmark og der var flere forskellige tiltag i Rudersdal kommune. Frivilligcenter & Selvhjælp Rudersdal – som vi er medlem af – har gjort et stort stykke arbejde for at gøre folk opmærksomme på det frivillige arbejde i vores kommune.

 

Politiker i praktik - Ulvedalene

Et af de tiltag, som vi deltog i, var, at have politiker i praktik. Lokalpolitikeren Søren Hyldgaard meldte sig og tog med som Natteravn ud i Ulvedalene den 17. august.  Hvert år – den første fredag efter gymnasiestart – samles ca. tre tusinde unge, glade gymnasieelever til fest og farver ude i Ulvedalene omme bag ved Dyrehavsbakken. I tæt samarbejde med Natteravnene i Lyngby havde vi opstillet en base bestående af Natteravne pavillonen, bord, lygter, førstehjælps kit og en trailer fyldt af vand. Vi var opdelt i flere hold fra flere Natteravneforeninger, som gik på forskellige tider fra om eftermiddagen til ud på natten. De unge mennesker var meget glade for at vi var der. Masser af vand blev uddelt og adskillige hænder og fødder fik plaster på og en del forældre blev kontaktet, så de kunne hente deres lidt for fulde unge menneske. Søren Hyldgaard fik et rigtig godt indblik i, hvad det vil sige at være Natteravn og han var meget imponeret over vores indsats.  En succes, som jeg glæder mig til at gentage i august og tak for den store opbakning.

 

Endnu en politiker i praktik - Vedbæk Havnedag

Lokalpolitiker Brigitte Schjerning Povlsen blev den anden politiker, som meldte sig i praktik. Det blev søndag den 19. august på den tilbagevendende synligheds- og hvervekampagne på Vedbæk havnedag. Igen havde vi Natteravne pavillonen i brug og havde opsat en rigtig hyggelig bod med masser af bolsjer, kondomer, brochure og Natteravne i gule T-shirts. Der var mange, som var interesserede, men vi fik desværre ingen nye Ravne denne gang. Og det er faktisk ikke helt sandt, for Birgitte Schjerning Povlsens mand blev efterfølgende opfordret til at melde sig som Natteravn af sin kone og det sagde han – Torben – ja til. Velkommen til Torben J  Birgitte var også rigtig imponeret af vores indsats og synes, at vi gør en kanon stykke arbejde.  Tak også her for en stor opbakning og en dejlig dag.

 

Presseomtale

Både Ulvedalene og Vedbæk havnedag resulterede i, at vi kom i den lokale presse – Det grønne område den 23. august og Rudersdal avis den 23. august og igen den 30. august. Udover aviserne, er vi også at finde inde på netavisen rudersdal.lokalavisen.dk. Et avisprojekt på Nærum skole - hvor omkring 5 hold fra 6. klasse kom og interviewede mig om alkohol - resulterede i en artikel i den til formålet produceret Nærum skoles avis. Ikke så ringe endda J

 

Vedvarende stor Synlighed, tros færre nye frivillige

Underlig nok blev 2011 det år, hvor vi har fået færrest nye frivillige, og en del har meldt sig ud! Måske har der været for mange tilbud om at blive frivillig i andre foreninger eller måske skyldes det den famøse krise. Det må stå hen i det uvisse. Vi er pt. 39 frivillige i vores forening og ca. 10 frivillige er aktiv gående. Det betød, at der er en del ture, som ikke blev besat i 2011. Vi har derfor i bestyrelsen besluttet, at vi ikke længere går ture i vinterhalvåret. Dvs. fra ca. 1. november til omkring Bakkens åbning i slutningen af marts. I de ca. 2½ år vi har vandret rundt i vores del af kommunen, er det tydeligt, at vi ikke har de helt store problemer – heldigvis – men derfor er det alligevel super vigtig, at vi er synlige, når vores unge mennesker er på gaden eller ved vandet. Det er de primært i foråret, begyndelsen af sommeren og i efteråret. Så det er her, at vi skal fokusere på at vandre.

 

Vi er ikke de eneste, som kan mærke ”krisen kradse”. Vores ”naboforeninger”, Birkerød, Hørsholm, Lyngby og Gentofte har også mærket tilbagegang, og derfor er jeg af den klare overbevisning at sammen, bliver vi stærke. Efter at have været med ude i Ulvedalene og oplevet den forskel, vi gjorde den aften, er jeg slet ikke i tvivl om, at et samarbejde på tværs af kommunerne vil være med til at skabe større tryghed især ved større arrangementer og mærkedage.  

 

Styrket SSP samarbejde

Jeg har haft et møde med Rudersdal kommunens nye SSP og ungekonsulent, Claus Hastrup.  

Han er meget interesseret i at styrke samarbejdet med os Natteravne. Claus har brugt det meste af vinteren på at udarbejde et stærkere koncept omkring SSP. Det bliver spændende at se, om et øget samarbejdet med SSP kan resultere i, at vi kan blive mere synlige overfor forældrene i skolerne. Da Forældrene i 7., 8. og 9. klasserne er potentielle nye frivillige - og det er jo primært den aldersgruppe, vi ser i nattelivet - ville det være oplagt, at vi hentede vores nye frivillige blandt disse forældre.

 

Tak for endnu et spændende år

Til sidst vil jeg sige jer alle tusind tak for jeres indsats i 2011.

 Jeg ved, at vi er med til at gøre en forskel for vores unge mennesker ved at være til stede, når de har brug for os. Glæder mig til at videreudvikle vores lille forening og styrke vores samarbejde med vores Naboforeninger i 2012. Jeg håber, at I alle vil være med til at gøre os endnu mere synlige i 2012.

 

Med venlige Natteravnehilsner

Og på gensyn til generalforsamlingen

 

Anne