50 Natteravne åbnede Bakken 2015

50 Natteravne åbnede Bakken 2015

29-03-2015
Natteravnene i Lyngby og Rudersdal havde igen i år inviteret Natteravne fra andre lokalforeninger i hele landet til åbning af Bakken torsdag den 26. marts. Over 50 gule jakker fra Nord- og Midtsjælland mødte op og blev trakteret med lækre varme pølser fra meddethele.dk, inden de – som altid i grupper på tre – tog sæsonens første ture ind i den nyåbnede forlystelsespark.

I år var det 13. gang Natteravnene traditionen tro ca. kl. 19.30 stod klar på broen for at modtage det store traditionelle motorcykeloptog ved ankomsten til Klampenborg Station. Dermed er en ny sæson skudt i gang. Vi glæder os til at komme ud og møde de unge i forårs- og sommernætterne på Blå Mandage og Sidste skoledag  – og igen i år gøre en stor forskel med en lille indsats.