Forrygende og tankevækkende aften med Peter Mygind

Forrygende og tankevækkende aften med Peter Mygind

29-04-2009

Aftenen startede med en kort introduktion til Natteravnenes arbejde af Klaus Walmod, der netop er valgt til ny formand for Natteravnene i Roskilde.

Peter Mygind leverede et forrygende, humoristisk men også tankevækkende foredrag om de to gange, hans søn var blevet sagesløs offer for meningsløs vold. Peter Mygind, der er ambassadør for bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Børns Vilkår og Aids Fondet, har det seneste år turneret landet rundt for at skabe opmærksomhed omkring unge og vold og især om voksnes manglende lyst/evne til at gribe ind, når det begås vold mod unge. Med budskaberne om forældreansvar, "Gør dog noget" og flere overvågningskameraer var der lagt op til en spændende paneldebat.

Peter Mygind, Annie Larsen, byrådsmedlem for Venstre, Carsten Simonsen fra Politiet, Claus Niller, Rektor på Katedralskolen, SSP-Konsulent Søren Hansen og klubleder Johannes Balzer fik nok at se til med at besvare ofte kritiske og nærgående spørgsmål fra sagen. Alt fra manglende reaktion på anmeldelser til Politiet til, hvorfor klubberne ikke gør mere for at øge kendskabet til gode fritidsinteresser såsom Roskildegarden, var med til at skabe en spændende debat.

Aftenen blev sluttet af med en kraftig opfordring om at gøre en indsat for de unge ved at melde sig ind i Natteravnene og 10 tilhørere greb chancen. En alt i alt givtig aften; både for tilhørerne, for panelet og for Natteravnene!