27 nye Natteravne på én dag i Grenå

27 nye Natteravne på én dag i Grenå

29-03-2015
Nu er det forår og derfor også tid til forårsmesser rundt omkring i landet, også i Grenå.
”Vi havde sammenlagt 10-12 frivillige til at stå på vores stand, og endte med at få 27 interessekort udfyldt, af folk i alderen 26 - 70 år og af begge køn” fortæller en meget glad formand for de lokale Natteravne i Grenå Kenneth Kajhøj.

Og ja, man skulle næsten ikke tro det, men sandt er det. Foreningen succes med at fange så mange nye ravne kommer her:
”For det første har vi forsøgt at markere os selv gennem Facebook og vores ugentlige gåture. Det har givet omkring 350 personer som følger os, og snakker om os, i skrivende stund. Så var vi jo ret heldige, at en meget fin artiklen i lokalavisen,  se den her, ramte samtidig med at vi skulle over til forårsmessen…Og sidst, men afgjort det der har gjort den største forskel, er at vi havde 10-12 frivillige der på skift stod på messen, og som alle var 110 % motiveret for at tale med folk og fortælle dem, hvor fedt det er at gå Natteravn.

Vi henvendte os primært til dem mellem 25 og 45 år (så godt vi nu kunne gætte os frem) da det er der vi har et behov, i forhold til frivillige. Og når man er "lidt fremme i skoene" og har et smil på læben, er det i grunden ikke så svært, at få folk med på ideen” fortæller Kenneth.

”Det sociale sammenhold vi har fået i vores forening, da vi alle er aktive og hjælper hinanden, har skabt et fantastisk sammenhold og det vil vi gerne give videre til andre. For alle fortjener at opleve det, som vi oplever, når vi går som Natteravn. Så kort fortalt er min opfattelse af årsagen til succesen, at vi har motiverede frivillige, og et godt sammenhold, der kommer til udtryk når vi taler med folk” slutter Kenneth

Der bliver afholdt infomøde for de nye den 11. april, hvor samtlige vil blive skrevet op, til en prøvetur.