15 år med Natteravne i Horsens

15 år med Natteravne i Horsens

03-06-2015
Lørdag den 30. maj 2015 var det 15 år siden Natteravnene kom til Horsens. Med det formål at øge trygheden i nattelivet, hjælpe alle – men især de unge – som måtte have behov for det og i øvrigt tage en snak med nattelivets gæster om stor og småt, har de frivillige i de gule jakker siden starten i 2000 gået over 1.200 ture i nattetimerne i Horsens.
Natteravnene i Horsens har i dag 24 frivillige, hvoraf omkring 20 er aktive – dvs. går ture jævnligt. Det er lige akkurat nok til at vi kan få det til at løbe rundt uden at måtte aflyst alt for mange ture – fortæller Claus Canzella, der er formand for Natteravnene i Horsens. Vi kunne rigtig godt tænke os at få mange flere frivillige i foreningen.

Lodtrækning om fine præmier

For at give potentielle frivillige et ekstra incitament satte foreningen en stribe gavekort på højkant ved lodtrækning. Når prøveturen er gennemført, deltager de, der har gennemført prøveturen i lodtrækningen om gavekort til én af byens restauranter eller cafeer.
Foreningen var så heldige at Jørgensens Hotel, Café Gran og Restaurant da Vinci støtter dem med gavekort, som de kan trække lod om blandt de forhåbentlig mange, der tager en prøvetur med os i løbet af sommeren.

"Som altid skortede det ikke på masser af ros og skulderklap til os. Der er meget stor moralsk opbakning til Natteravnene i Horsens, og vi fik da også er par potentielle nye frivilligt skrevet op til prøvetur i løbet af sommeren, så inden for de sidste 2-3 uger har vi i alt fået 6 potentielle frivillige, så det ser ud til at vi også får opbakning i form af mere frivillig arbejdskraft.
Vi var på gaden fra klokken 10.00 til klokken 14.00, og der var kollossal omsætning på bolcher og karameller, og særligt vores "citron-måne-lignende" Natteravne-kager - hjemmebagt af foreningens kasserer, var uhyre populær og gik - nåja - som varmt brød. Både sol og regn blev det til i løbet af dagen, men vi kan roligt betegne arrangementet som en stor succes." slutter Claus.